Windows Component Store

Har du også undret dig over hvorfor, der bliver mindre ledig plads på din harddisk samtidig med, at Windows mappen vokser og vokser. Det skyldes Windows Component Store. Dit sædvanlige oprydningsprogram eksempelvis CCleaner kan ikke rydde op i Windows Component Store.

Windows Diskoprydning og andre funktioner i Windows anvendes til oprydningen i Component Store.

Hvad er Windows Component Store

Mappen C:\Windows\WinSxS er fra og med Windows Vista kendt som Windows Component Store. Denne mappe indeholder alle Windows komponenterne. Det omfatter både de installerede Windows komponenter og komponenter, som du ikke har aktiveret.

På Windows 8.1 og 10 anvendes programfilerne i WinSxS, når du nulstiller Windows. Det er også herfra Windows henter filer, når den foretager startreparation m.v. Du bør derfor tjekke indholdet i Windows Component store og evt. reparere det før du foretager en nulstilling af Windows.

Den kørende Windows version, som bl.a. findes i C:\windows\System32 indeholder links til programfilerne i Component Store. Når du installerer opdateringer til Windows, så placeres opdateringen i WinSxS og links i eksempelvis C:\Windows\System32 sættes til at pege på de nye udgaver af programfilerne. De gamle programfiler, som ikke længere er aktive slettes ikke, når du installerer en opdatering. Det muliggør, at du kan afinstallere en opdatering, hvis den giver problemer.

Windows ophører med at fungere, hvis du sletter C:\Windows\WinSxS

Hvor meget fylder Component Store

Windows Stifinder og andre tilsvarende værktøjer kan ikke vise den eksakte størrelse af Component Store. Du kan analysere og finde den eksakte størrelse med Windows komponenten DISM. (Kun Windows 8.1 og Windows 10)

  • Åben et kommandovindue i administratortilstand
  • skriv dism /online /Cleanup-Image /AnalyzeComponentStore
DISM analyse af Component Store

DISM analyse af Component Store

Resultatet viser

  • Viser størrelsen af mappen herunder, hvor meget der er delt med Windows.
  • Der vises også hvor meget der kan fjernes, hvornår der sidst er kørt oprydning og
  • anbefaling til oprydning

Oprydning i Component Store

Oprydning i Component Store tager meget lang tid – ofte flere timer – på en meget gammel Windows installation.

Automatisk oprydning

Det er på Windows Vista ikke muligt at rydde op i Component Store. På Windows 7, Windows 8.1 og Windows 10 foretager den automatiske vedligeholdelse en oprydning i Component Store.

Windows Opgavestyring

På Windows 8.1 og Windows 10 kan du via

Opgavestyring – > Microsoft – > Windows – > Servicing – > StartComponentCleanup

foretage en oprydning. Opgaven kører kun i en time, hvorefter den afsluttes. Denne oprydning sletter kun komponenter, der har været forældet i mere end 30 dage.

Windows Diskoprydning

Diskoprydning er tilgængelig via

<WINDOWS> skriv diskoprydning <CTRL> + <SHIFT> + <ENTER>

for at åbne diskoprydning i administratortilstand.

Her vises mulighederne for at rydde op i Windows Component Store, hvis Windows anbefaler dette (se billedet ovenfor). Det betyder bl.a. at hvis automatisk oprydning er gennemført siden sidste installation af opdateringer til Windows, så vises mulighederne for oprydning i Component Store ikke. Mulighederne omfatter

  • Oprydning efter Windows Update
  • Filer der er kasseret af Windows opgradering
  • Tidligere installationer af Windows (Windows.old)
  • Sikkerhedskopier af opdateringspakken
  • Midlertidige installationsfiler til Windows
  • Samt en række logfiler
Windows Diskoprydning

Windows Diskoprydning

Du kan også definere en Diskoprydning, som du kan gentage regelmæssigt.

Windows funktionen DISM

På Windows 8.1 og Windows 10 kan du foretage en fuldstændig oprydning:

  • Åbne kommandovindue i administratortilstand
  • Udføre dism /online /Cleanup-Image /StartComponentCleanup

Denne kommando medtager også filer, som har været forældet i mindre end 30 dage.

Du kan også fjerne muligheden for at afinstallere service packs og opdateringer:

  • Kommandovindue i administratortilstand
  • dism /online /Cleanup-Image /StartComponentCleanup /ResetBase

På Windows 7 og 8.1 kan du fjerne sikkerhedskopien af service pack 1 med:

  • Kommandovindue i administratortilstand
  • dism /online /Cleanup-Image /SPSuperseded

Læs mere

Posted in Vedligeholdelse.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.